6 film for 150 kr.

I samarbejde med Blågårdens Bibliotek
Nørrebros Børnefilmklub

Nørrebros Børnefilmklub er et samarbejde mellem Empire Bio og Blågårdens Bibliotek, som giver alle børn (og evt. ledsagere) fra 0.-4. klasse eller 5.-7. klasse mulighed for at se 6 gode film for kun 150 kr. på udvalgte lørdage og søndage. Hvis du er forhindret i at komme til en af filmene, må du gerne give din billet videre til din ven!

Tilmelding

Vælge det ønskede hold på formularen nedenfor og betal med kort eller MobilePay. Medbring kvitteringen til den første film, hvor du får udleveret billetter til alle 6 film. Det er okay at vise kvitteringen på mobilen, du behøver ikke at printe den ud. Du kan også købe et medlemskab i Empire Bios billetsalg. Voksne ledsagere er meget velkomne til også at købe medlemskab eller gæstebilletter (á 50 kr.) til en enkelt forestilling.

Program for hold 1 (0.-4. klasse)

Film vises lørdag/søndag kl. 10.00

5. & 6. oktober

Kung Fu Panda 4

Den klodsede kampsportspanda Po er tilbage i dette forrygende fjerde eventyr, hvor han skal være åndelig leder af Fredens Dal og oplære en ny Dragekriger. men forbryderen Kamæleonen forsøger at få fat på Pos visdomsstav, så hun kan hidkalde alverdens superskurke og besejre Po en gang for alle.

2. & 3. november

Min nabo Totoro

Pigerne Mei og Satsuki flytter på landet med deres far, og her er der plads til at sætte fantasien løs. De møder blandt andet det forvoksede fabeldyr Totoro og en kæmpemæssig kælen kattebus. Min nabo Totoro fra 1988 er en af Hayao Miyazakis (der var aktuel for nylig med Drengen og hejren) allermest elskede tegnefilm.

7. & 8. december

Ønsket

Disneys episke musical foregår i ønskernes rige, Rosas. Her bor 17-årige Asha, der beder en bøn til stjernerne og belønnes med en magisk kugle kaldet Star. Sammen skal de bekæmpe rigets hersker, der vil misbruge folks ønsker. Ønsket mikser visuelle stilarter og udkom netop som det hæderkronede animationsstudie fyldte 100 år.

11. & 12. januar

De tre bukke bruse i badeland

Du kender sikkert eventyret om de tre bukket bruse? Men i denne skøre og sjove version gider de ikke tage til græsengen, de vil meget hellere i badeland. Imens lægger den skrupsultne trold en plan. Animationsfilmen er lavet af holdet bag Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og røvere i Kardemomme by.

1. & 2. februar

If - Fantasivenner

Alle har haft en fantasiven, som hjalp dem gennem tykt og tyndt som børn. Men mange voksne har mistet evnen til at se deres fantasivenner. Det vil en pige rette op på - især over for sin skeptiske far! ‘If - Fantasivenner’ har et spraglet galleri af fantasi­væsener og er både rørende og tankevækkende underholdning.

1. & 2. marts

The Garfield Movie

Den mildt overvægtige indekat Garfield elsker lasagne og middagslure. Men da Garfield møder sin forsvundne far, tvinges han og hunden Futte væk fra deres magelige liv hos Harald for at deltage i et hæsblæsende røveri. Kom med på det vildeste eventyr med den sarkastiske livsnyder i en film fyldt med fart og humor.

Program for hold 2 (5.-7. klasse)

Film vises lørdag/søndag kl. 10.30

5. & 6. oktober

Trillingerne fra Belleville

For at underholde sit triste barnebarn køber ‘Bedste’ en cykel til ham, og den lille tykke dreng forvandles til en cykelrytter med Vingegaardsk potentiale. Men han kidnappes under verdens hårdeste cykelløb af grumme gangstere. En poetisk animationsperle fra 2003 - fuld af action og en herlig original streg.

2. & 3. november

Wonka

I Wonka får vi den underholdende historie om, hvordan Willy Wonka fra Roald Dahls elskede børnebog Charlie og chokoladefabrikken går fra at være en fattig omstrejfer til at blive feteret chokolademager. Filmen vises i originalversion med danske undertekster og er fyldt med herlige sange og skøre indslag.

7. & 8. december

Sonic the Hedgehog 2

Varm op til Sonic 3, der kommer d. 25. december! I denne film har Sonic slået dig ned i Green Hill for at bevise, at han er en ægte helt. Men onde Dr. Robotnik med det overdimensionerede overskæg vender tilbage med sin nye håndlanger Knuckles. Sonic må alliere sig med den tohalede ræv Tails i kampen mod Robotnik.

11. & 12. januar

Belle

I det virkelige liv er Suzu en genert 17-årig pige, men i det virtuelle univers ‘U’ er hun en superstjerne. Her forvandler hun sig nemlig til den smukke ‘Belle’ og tryllebinder hele det digitale univers med sin smukke sangstemme. Belle er et festfyrværkeri af smukke musiknumre og overdådig animation.

1. & 2. februar

Ghostbusters: Frozen Empire

Sommeren bliver kølig i New York, da byen pludselig fryser til is og onde kræfter lurer. Derfor må vores unge spøgelsesjægere alliere sig med en gruppe erfarne jægere og lade deres protonvåben til fuld power, inden de giver sig i kast mod en spraglet skare af mystiske væsener. Et sjovt og hæsblæsende actionbrag.

1. & 2. marts

TMNT: Mutant Mayhem

Denne tempofyldte animationsfilm bygger videre på Teenage Mutant Ninja Turtles-universet om padderne Leonardo, Raphael, Michelangelo og Donatello, der må kæmpe mod et forbrydersyndikat. Filmen er fyldt med humoristisk pingpong-dialog og animationen har et originalt og forfriskende udtryk.

Køb dit medlemsskab nu

Det er sjovt at se film i biografen!

Man griner og bliver underholdt, man lærer at sidde stille sammen med sine venner og man fordyber sig i nogle fantastiske historier. Nørrebros Børnefilmklub er en ny filmklub for børn. Klubben er lavet som et samarbejde mellem Blågårdens Bibliotek og Empire Bio, og vi viser især danske og europæiske kvalitetsbørnefilm. De fleste film har et bogligt forlæg, så man enten før eller filmen kan dykke videre ned i historiens univers. I forbindelse med hver visning vil Blågårdens Bibliotek arrangere udstillinger med bøgerne bag filmene.

Kontakt os

Spørgsmål? Kontakt os på empirefilmklub@gmail.com

Tine Garsdal

Tine Garsdal

Bibliotekar
Blågårdens Bibliotek

Rune Bruun Madsen

Rune Bruun Madsen

Eventkoordinator
Empire Bio